Hvornår er det nødvendigt at fjerne A-C-leddet?
Ved slidgigt i A-C-led (leddet for enden af kravebenet) udvikles der smerter pga. bruskforandringer i leddet. Oftest har patienten gennem flere år haft ensformigt arbejde i eller over skulderhøjde. Smerter kan også opstå efter et fald, som beskadiger ledkapslens sener og ledbånd.
Hos mange patienter kan tilstanden af sig selv gå i ro ved hjælp af hvile/aflastning, blokader med binyrebarkhormon, fysioterapi i form af massage, ultralyd, bevægetræning m.v., men hos resten må der oftest en operation til for at afhjælpe symptomerne.
Hvad er symptomerne?
Symptomerne er smerter og, i mere udtalte og mere kroniske tilfælde, også nedsat bevægelighed i skulderen. Specielt kan det være svært at få den syge skulders arm/hånd om på ryggen eller strække denne op i luften.
Smerterne er mere eller mindre til stede hele tiden, men oftest når man skal bruge armen over hovedhøjde (eks. hænge tøj op, tage noget ned fra øverste hylde osv.). Derudover har mange smerter om natten, specielt når de skal sove på den syge skulder.
Den endelige diagnose stilles ud fra dine egne oplysninger, den lægelige undersøgelse og som oftest en test med lokalbedøvelsesmiddel (+ evt. binyrebarkhormon) samt i mange tilfælde en skanning af skulderen.
Hvordan foregår operationen?
Ved operation fjernes et lille stykke af kravebenet ind mod leddet. Operationen foretages i fuld bedøvelse. Enten åbent eller via kikkert. Selve operationen tager ca. ½ time.
Du vil få små plastre på sårene. Ovenover disse er der en større sugende forbinding. Den yderste forbinding må fjernes dagen efter operationen, men de små plastre skal sidde i 10-12 dage.
Efter operationen
De første 3-6 dage efter operationen vil du have brug for smertestillende medicin, som udleveres fra Privathospitalet. Du vil også blive henvist til ambulant fysioterapi enten i privat regi eller ved bopælskommunen.
Hvis du er blevet syet med tråde, der skal fjernes, skal dette gøres 10-12 dage efter operationen.
Der er praktisk taget ingen bivirkninger forbundet med operationen udover, at de fleste de første 2-4 døgn vil føle skulderen noget “tyk” og spændt. Denne hævelse forsvinder gradvist i løbet af 1-5 dage.
Derudover vil der – meget sjældent – kunne forekomme betændelse i såret eller, ved kikkertoperation, de små huller eller – endnu mere sjældent – inde i selve skulderen.
Det endelige resultat af operationen vil man først kunne vurdere i løbet af de følgende 6-12 uger.
Du bør forvente at være sygemeldt i mellem 4 og 6 uger, afhængig af den fysiske belastning på din arbejdsplads.