Beskrivelse

Håndleddets og fingrenes strækkemuskler udspringer fra et lille knoglefremspring fra albuens yderside. Tennisalbue er en overbelastningsskade af disse seners udspring, og ses ikke kun hos tennisspillere, men frem for alt personer (kvinder hyppigere end mænd), der har et albuebelastende erhverv.

Symptomer

Begynder gradvist med brændende, svidende smerter på ydersiden af albuen. Smerterne forværres, f.eks. når man skal vride en klud, eller fastholde et emne. Nogen gange trækker smerterne ned i underarmen, og kan her forveksles med nerveindeklemning.

Behandling

I mange tilfælde går symptomerne over af sig selv, men kan vare adskillige måneder. Oftest forsøges såkaldt konservativ behandling med smertestillende, fysioterapi, herunder shockwave behandling, eller injektioner af binyrebarkhormon i kombination med bandager. Kun såfremt sådanne tiltag ikke afhjælper problemet kan operation komme på tale. Ved operationen foretages en overskæring af senetilhæftningen, hvorved der sker en aflastning af vævet. Operationen kan foregå i lokal bedøvelse.

Komplikationer/risici

Der kan efter alle operationer opstå blødning og/eller hævelse efter et indgreb. Dette vil forlænge rekonvalescens-perioden, men dog ikke påvirke resultatet.

Resultatet af operationen vil som regel vise sig inden for nogle uger.

Forbinding

Der bliver lagt en plasterforbinding på såret. Plastrene skal man selv fjerne på 10. dagen. Man må gerne tage brusebad.

Kontrol

Kontrol efter 6 uger.

Smerter

Der vil sædvanligvis ikke forekomme mange smerter, men har du brug for smertestillende, anbefaler vi Panodil el. lign., som du bør anskaffe før operationen.

Genoptræning

Hånden skal holdes i ro det første døgns tid. Den må gerne lejres højt på en pude – dette vil mindske smerter og blødningstendens.

Det er dog vigtigt, at fingrene bevæges jævnligt under hele forløbet.

Arbejde

Sædvanligvis vil man, afhængig af erhverv, have behov for at være sygemeldt indtil såret er helet.