Kunstigt Knæled (knæalloplastik)
1. Symptomer og forundersøgelse
Du har været til undersøgelse for slidgigt i dit knæ og er blevet tilbudt en
operation, hvor der skal isættes et nyt knæled. Der kan være tale om et helt
eller et halvt knæ, afhængigt af hvor man er slidt.
For at du kan få så godt et resultat af operationen er det vigtig at du er godt
forberedt. Denne pjece er ment som en del af forberedelsen til operationen og
perioden efter operationen.
Formålet med en operation med kunstigt knæ er smertelindring og at du får
nemmere ved at gå. Bevægeligheden i knæet må du ikke forvente bliver bedre
end før operationen.
Et halvt knæ eller et helt knæ?
Ved operation med et helt knæ udskiftes alle ledflader i knæet.
Ved operation med et halvt knæ udskiftes kun ledfladerne i det indvendige
ledkammer.
Det er typen af slidgigt, der afgør, hvilken operation du tilbydes.
Det er den ødelagte brusk, som giver generne fra knæet i form af smerter,
nedsat bevægelighed og dårlig gang.
Brusken kan være ødelagt at slidgigt eller leddegigt. Slidgigten kan være følger
efter brud af knoglen nær knæet, menisk eller korsbåndslæsioner.
Alle operationer foretages af meget erfarne speciallæger og vi benytter kun
veldokumenterede proteser.
2. Forberedelse før operationen
Jo bedre form du er i før operationen, jo lettere vil du komme igennem
operationen. Det er vigtigt at du holder dig fysisk i gang. Skånsom knætræning
kan være kondicykling og bassintræning.
Tobak og alkohol er kendte risikofaktorer i forbindelse med operation og kan
øge risikoen for blødning og infektion.
Vi anbefaler at du stopper med at ryge og holder dig til Sundhedsstyrelsens
vejledning om alkoholindtag. Hvis du drikker mere en Sundhedsstyrelsens
Vejledning vil vi gerne vide det, så vi kan tage højde for det under og efter
operationen.
Vi anbefaler en sund og varieret kost. Både før og efter operationen.
Det er vigtigt at du ikke har infektion i kroppen, når du skal have kunstigt knæ.
Du må ikke have sår i operationsområdet, blærebetændelse, betændelse i
nedgroede negle eller infektioner i munden. Ring til os, hvis du har sår,
forkølelse, influenza eller anden infektion.
Vær opmærksom på evt. pausering af medicin – læs pjecen ”Medicin,
naturmedicin og kosttilskud” og på fasteregler – læs pjecen ”Fasteregler
og bedøvelse”.
3. Det skal du pakke
• Praktisk løsthængende tøj.
• Fodtøj, som sidder fast på foden.
• Din daglige medicin samt din smertelindrende medicin – helst i original
emballage.
• Toiletsager.
• Gerne mobiltelefon, tablet, computer eller bog til at fordrive tiden med.
• Værdigenstande tager du med på eget ansvar.
Husk at du tager hjem igen dagen efter, evt. samme dag.
4. De sidste forberedelser inden operationen
Aftenen før eller morgenen før operationen skal du tage et bad og vaske hår.
Fjern neglelak.
Alle smykker fjernes, lad dem ligge derhjemme.
Undlad at fjerne hår på benet den sidste uge op til operationen.
5. På operationsdagen
Tag din morgenmedicin som aftalt.
Ingen makeup eller bodylotion.
Undlad kontaktlinser.
Du møder ind som aftalt.
Du skal faste og tørste. Dvs. at du 6 timer før du møder ikke må spise eller
drikke mælkeholdige væsker. Du må drikke vand og saft frem til 2 timer før
mødetid. At drikke noget sødt nedsætter risikoen for kvalme. Se også pjecen
”fasteregler og bedøvelse”.
Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, som hjælper dig med at blive klar.
Kirurgen informerer dig igen og markerer det knæ, som skal opereres.
Operationen foregår i fuld bedøvelse evt. rygmarvsbedøvelse. Anæstesilægen
vil samtale med dig om hvorledes du skal bedøves og der er mulighed for at få
svar på evt. spørgsmål.
Ved operation kan der være øget risiko for blodpropper i benene. Derfor
forebygger vi med blodfortyndende medicin i form af Xarelto tablet på
operationsdagen.
6. Efter operationen
Efter operationen observeres du på opvågningsstuen i nogle timer til du er helt
vågen. Herefter flyttes du tilbage til sengestuen. Man skal i gang med
træningen med det samme, specielt for at forebygge komplikationer. Det nye
knæ kan belastes med fuld vægt med det samme. Første tur går oftest til
toilettet med støtte fra en gangvogn. Efterfølgende vil fysioterapeuten og
sygeplejersken træne med dig således at du kan gå alene med to
krykkestokke.
Det gør ondt at få et kunstigt knæ, men du skal hurtigt i gang og derfor er det
vigtigt at du er godt smertedækket. Smerter opleves forskelligt for den enkelte,
derfor er det vigtigt, at vi samarbejder om at finde den rigtige smertebehandling
for dig.
7. Forbinding
Operationssåret forbindes med et vandafvisende plaster over såret.
Forbindingen skal blive siddende indtil fjernelse af hudklemmerne. Ved evt.
sivning forstærkes med ekstra plaster. Hudklemmerne fjernes ca. 14 dage efter
operationen hos egen læge.
8. Udskrivelse og hjemtransport
Indlæggelsen varer én dag (1 overnatning). Ved udskrivelsen om formiddagen
(mellem kl. 10 og 11), gennemgår du og gerne en pårørende sammen med
sygeplejersken din medicin. Der er fremsendt elektroniske recepter på
smertestillende medicin m.m. Hjemtransport kan foregå siddende. Du må ikke
selv køre bil de første 6 uger. Du bør følges hjem af pårørende, taxi eller Falck.
Vi anbefaler at du har en pårørende hos dig efter hjemkomsten.
9. Hjem igen og træning
De fleste udskrives dagen efter. Hvis du er sund og rask og der kan være en
voksen person hos dig i hjemmet, kan du godt evt. tage hjem samme dag. Vi
gennemgår brug af hjælpemidler og øvelser. Du bedes følge de instrukser og
træningsprogrammer, der er udleveret af fysioterapeuten. Der er lavet
elektronisk henvisning til fysioterapi i kommunen eller privat fysioterapi.
10. Træning derhjemme
Du skal træne hver dag i henhold til de øvelser og instrukser som
fysioterapeuten har gennemgået med dig. Vi anbefaler at du træner i minimum
3 måneder efter operationen, men du må meget gerne fortsætte. Du vil kunne
opnå forbedring i knæfunktionen op til 1 år efter operationen. Tiden efter
operationen forløber meget forskelligt fra den ene til den anden.
Gåture er en vigtig del af træningen. Når hævelsen aftager kan du gradvist øge
distancen.
Brug stokke i starten både for at aflaste det opererede knæ men også for at få
en gang uden halten. Husk at træthed og smerter er tegn på at du skal holde
pause. Du skal regne med at gå med stokkene i uger til måneder efter
operationen.
Når du føler dig klar til det kan du genoptage træning evt. i fitnesscenter. Når
du begynder at træne på nye måder, er det vigtigt at gå roligt frem.
11. Sygemelding
Du må forvente at være sygemeldt i 6 til 12 uger efter operationen. Hvis du har
fysisk belastende arbejde, kan der være behov for en længere sygemelding.
Det kan være en god ide at genoptage arbejdet på nedsat tid de første uger.
Sygemelding foregår via egen læge.
12. Smerter efter operationen
Du får behov for at tage smertestillende medicin i uger til måneder efter
operationen.
De fleste bliver smertefrie, men ca. 10% har en restsmerte tilbage.
13. Efterkontroller
Kontrolrøntgen efter operationen foregår på dit hjemstedssygehus, så vidt
muligt indenfor den første uge. Du bliver indkaldt til dette via e-Boks. Du vil
blive tilbudt telefonkontrol ved knækirurgen efter ca. seks uger, men er
velkommen til at ringe hvis du har spørgsmål i mellemperioden.
14. Hævelse og misfarvning
Det er meget almindeligt, at det opererede ben hæver den første tid efter
operationen. Det skyldes dels operationen og dels at man bevæger sig mindre
i begyndelsen. Hævelsen forsvinder dog af sig selv efter kortere eller længere
tid. Hævelsen kan sommetider skyldes en blodansamling. Det er ikke
ualmindeligt at benet kan være misfarvet, som et blåt mærke, de første uger.
Misfarvningen kan strække sig helt ned til tæerne. Også det forsvinder af sig
selv.
15. Forstoppelse
Forstoppelse og afføringsproblemer ses ofte efter operation. Det skyldes ofte
en kombination af smertestillende behandling og nedsat bevægelse den første
tid efter operationen. Det er vigtigt at forstoppelse forebygges med
afføringsmidler, fysisk aktivitet og rigeligt væskeindtag. Du får tilbudt
afføringsmiddel under indlæggelsen samt recept.
16. Komplikationer
Enhver operation indebærer en risiko, og når du bliver opereret i knæet,
indebærer det nogle særlige komplikationer, som dog heldigvis er sjældne.
Vi har pligt til at gøre dig opmærksom på de mulige komplikationer før
operationen:
Infektionsrisikoen ligger omkring 1%. Infektion omkring protesen kan i
uheldigste fald ende med at protesen må fjernes igen. For at forebygge
infektionen får alle patienter antibiotika lige før og efter operationen. Tegn på
infektion er betydelig rødme, varme og hævelse samt feber og almen
utilpashed. Hvis du har tegn på infektion, vil vi gerne se dig i ambulatoriet.
Ved næsten alle operationer er der en risiko for dyb årebetændelse. Det
forbygges bedst ved at komme ud at gå så hurtigt som muligt efter operationen.
Derudover får du blodfortyndende medicin under indlæggelsen.
Under operationen bliver hudnerver til ydersiden af knæet skåret over. Det
giver en ændret følesans på ydersiden af knæet. Det vænner man sig til. Meget
sjældent ses en delvis og oftest midlertidig lammelse og føleforstyrrelse af
underben og fod. Det behandles med en dropfodsskinne.
Efter 10 år har 92 ud af 100 stadig deres knæ. Efter 20 år er det 85 ud af 100.
På lang sigt kan det kunstige knæ gå løst. Det resulterer i, at der igen kommer
smerter og det vil ofte kræve en reoperation.
Selv efter lang tid kan der komme infektion i det kunstige knæ. Det skyldes at
bakterier kan sprede sig med blodet fra en anden infektion. Hvis du får en
infektion et andet sted i kroppen er det bedst at få det vurderet om den kræver
behandling.
17. Hyppigt stillede spørgsmål (FAQS)
Skal jeg fortsætte min vanlige medicin inden operation?
Ja, medmindre andet er aftalt.
Hvornår må jeg køre bil?
Du må selv føre bil når det er sikkert og forsvarligt – efter ca. 6 uger.
Hvornår kan jeg gå i svømmehallen/tage karbad?
Når såret er lægt efter fjernelse af clips.
Hvornår må jeg cykle?
Start med kondicyklen, men ellers når du kan færdes frit uden
stokke.
Hvornår må jeg spille golf?
Når du kan færdes frit uden stokke.
Kan jeg tage ud at flyve uden dokumentation på min operation?
Ja, du skal blot fortælle at du er operereret.
Hvis du vælger at rejse med fly indenfor de første 3 måneder efter
operationen, bør du kontakte dit forsikringsselskab og sikre at du er
dækket ind ved eventuelle komplikationer.
Ved tvivlstilfælde bedes du ringe eller skrive på:
7430 1130
info@privathospitaletkollund.dk