Keglesnit foretages pga celleforandringer på livmoderhalsen. Dine celleforandringer er ikke kræft, og stort set alle kvinder, der får konstateret celleforandringer, bliver fuldstændig helbredt. Celleforandringer på livmoderhalsen skyldes en virus, der er seksuelt overført (Human Papilloma Virus, HPV). Både virusinfektionen og celleforandringerne er ofte symptomløse.
Hvordan foregår operationen?
Operationen foregår ved, at der fjernes et kegleformet område af livmoderhalsen med en lille elektrisk slynge. Indgrebet foregår gennem skeden, mens du ligger på et gynækologisk leje. Operationen foretages i fuld bedøvelse og varer ca. 15 minutter.
Det lille kegleformede vævsstykke bliver efterfølgende sendt til mikroskopisk undersøgelse.
Efter operationen
Efter indgrebet kan der komme lidt blødning. Der vil komme en del udflåd i 3-4 uger, og det kan være ildelugtende. Ca. én uge efter indgrebet løsnes og afstødes sårskorperne. Det kan også give lidt blødning. Sårfladerne heler op i løbet af 2-4 uger, hvorefter livmoderhalsen igen fungerer normalt.
Du bør være opmærksom på:
De første 3-4 uger efter operationen bør du undlade at bruge tamponer, undlade cykling, karbad, svømmehal og havbad samt undlade samleje.
Komplikationer
Du vil bløde lidt i tiden efter indgrebet. Hvis det kun er beskedent, skal du ikke foretage dig noget. Der kan også opstå underlivsbetændelse. Symptomerne er smerter, feber, forøget og ildelugtende udflåd.
Opfølgning
Svaret på den mikroskopiske undersøgelse vil foreligge ca. 14 dage efter operationen. Du bliver indkaldt til kontrol med svar på undersøgelsen samt en videre plan.
Det videre undersøgelses- og behandlingsforløb afhænger af mikroskopisvaret.
De fleste patienter afsluttes og overgår til smearkontrol (celleprøve) hos egen læge eller gynækolog, første gang efter seks måneder. Du skal selv bestille tid hos din praktiserende læge