Baggrund

Åreknuder er snoede og udvidede overfladiske vener (de årer, som transporterer blodet tilbage til hjertet). I disse vener er der nogle klapper, som sørger for at blodet løber den rigtige vej. Hvis klapperne ikke fungerer ordentligt, løber blodet langsommere, og herved dannes åreknuder.

Benet kan begynde at hæve, og de typiske symptomer er tyngde- og træthedsfornemmelse, smerter i stående stilling og natlige kramper eller uro i benene. Cirka en ud af syv danskere søger behandling for generende åreknuder. Kvinder hyppigere end mænd, ældre hyppigere end yngre.

Ved undersøgelse anvendes ultralyd til at finde de utætte kar
Ved forundersøgelsen anvendes bl.a. ultralydsscanning til at afsløre de ”utætte” kar.

Operationen

Operationen består i først at afbryde forbindelsen fra de syge vener (årer) til de normale vener. Dette foregår typisk i lysken eller i knæhasen gennem ca. 4 cm. snit. Snittene sys med minimal ar-dannelse til følge.
Åreknuderne fjernes derefter og ofte gennem ganske små snit (2-3 mm), hvorpå der efterfølgende sættes plaster og en stram brun forbinding. Der kan dog i de første dage forekomme minimal blødning, som er uden betydning.
Da den brune forbinding fylder en del, er det en god idé, hvis du på operationsdagen tager rummelige bukser og sko på.

Efter operationen

Et døgn efter operationen skal du tage den brune forbinding og de sugende blå puder af. De små brune plastre skal dog blive siddende. Herefter kan du tage et bad. Du skal bruge støttestrømpen i 14 dage. Strømpen skal kun bruges om dagen. Det første døgn efter operationen bør du forholde dig i ro med benet vandret. Du skal dog bevæge og spænde lægmusklerne regelmæssigt og adskillige gange i timen for at forebygge dyb årebetændelse og blodpropper.
Efter et døgn fra operationen anbefales det, at du går mindst 20 minutter tre gange dagligt. De 3 næste døgn skal du undgå at stå stille i længere tid, og når du sidder, bør du lægge benene højt.
Du må ikke cykle de første 14 dage efter operationen, hvis du er opereret i lysken.
Det er normalt at føle sig træt efter operationen, men så snart du føler dig i stand til det, kan du genoptage dit arbejde afhængigt af hvor hårdt fysisk arbejde, du har.
Det første døgn efter operationen må du ikke selv køre bil, og du må ikke tage hjem med offentligt transportmiddel.

 

Kontakt os for yderligere information

– Eller bestilling af undersøgelse

Booking: 74 30 11 30

Mail: info@privathospitaletkollund.dk

Bivirkninger til operationen

Efter operationen kan der forekomme lette sårsmerter, som kan behandles med håndkøbsmedicin, Pamol, Pinex eller Panodil. Det tilrådes at du køber tabletter inden operationen, så de er klar når du kommer hjem efter operationen.
Der kan forekomme blå mærker på benene – disse forsvinder efter nogle uger.
Der kan være ømhed svarende til de fjernede vener – dette forsvinder sædvanligvis efter et par uger. Som ved alle operationer er der risiko for at skade små hudnerver, hvilket kan give ændret følelse i små hudområder. Det er dog som regel forbigående. I sjældne tilfælde kan der opstå mere vedvarende, brændende smerte i nerverne i det opererede område.
Efter operation af åreknuder kan der i sjældne tilfælde opstå dyb årebetændelse, der viser sig som smerte og hævelse af benet, evt. også let feber.
Endvidere er der risiko for sårinfektion. Det viser sig ved at der fremkommer varme, rødme, feber og smerte i det opererede område.
Hvis der opstår komplikationer eller f.eks. tegn på betændelse, skal du hurtigst muligt kontakte Privathospitalet Kollund på 74 30 11 30 – evt. din egen læge eller vagtlæge.

Resultater

Langtidsresultater af omhyggeligt behandlede åreknuder er gode. Det er dog ikke altid muligt at fjerne samtlige syge vener. De åreknuder, som er fjernet, kan ikke komme igen – men der kan dannes andre  åreknuder nye steder på benet, hvilket kan nødvendiggøre yderligere kirurgi.
Hos patienter med simple åreknuder, som ikke tidligere har været behandlet, og hvor der ikke har været komplikationer i form af årebetændelse, kan et på længere sigt tilfredsstillende resultat forventes i 80-90 % af tilfældene. Hos patienter, som tidligere har været behandlet eller haft årebetændelse, er det ikke altid muligt at opnå helt så gode resultater.

Kontrol

Du vil efter ca. 3 måneder efter operationen blive indkaldt til en afsluttende undersøgelse med bl.a. ultralydskontrol på Privathospitalet Kollund.