Ved lidelser i ankelleddet vil det ofte være nødvendigt at gennemføre en kikkertundersøgelse (artroskopi).
Hvad er kikkertundersøgelse i ankelleddet?
Som hovedregel vil lidelsens karakter forinden være fastslået, og i forbindelse med artroskopien være planlagt kikkertvejledt operation. Artroskopien vil altid medføre, at anklens hulrum bliver efterset og beskrevet. Hvis der påvises beskadigelser, som kan behandles umiddelbart, vil dette foregå med det samme. Dette kan være fjernelse af beskadiget brusk, fjernelse af irriteret slimhinde eller slimhindefold, fjernelse af knogleudvækster eller mus.
Ved operationen kan der i sjældne tilfælde opstå blødning i leddet. Dette kan forebygges ved at holde foden højt over knæhøjde og evt. bruge ispakninger på foden. Der kan endvidere være en lille risiko for at beskadige en hudnerve, således at der kommer føleforstyrrelser ud på fodryggen. Der er en lille risiko for betændelse i leddet. Derfor vil der oftest gives forebyggende antibiotika i forbindelse med operationen.
Hvordan foregår operationen?
Operationen udføres ambulant. Hvis kirurgen bedømmer, at du er rask (ingen sygdomme i hjerte-lunge-nyre-lever, ingen sukkersyge, epilepsi eller allergier) vil du på selve operationsdagen komme til at tale med narkoselægen inden operationen. Efter du har været til forundersøgelse vil du modtage et brev om, hvornår du skal komme til operation. Der må ikke være sår på benet, da det giver risiko for at bakterier føres ind i leddet. Hvis du derfor opdager sår på benet, beder vi dig ringe. Ligeledes vil en eventuel forkølelse øge risikoen ved bedøvelse, hvorfor du så skal kontakte os.
Kikkertoperationen varer ca. ½ -1 time. Der laves 2 eller flere små huller til ankelleddet, hvorigennem kikkert og små instrumenter indføres, og hele seancen overføres til fjernsyn, så kirurgen kan se hvad han/hun laver. Operationen foregår under fuld bedøvelse. Lokalbedøvelse er ikke tilstrækkelig, hvis kirurgen skal have gode arbejdsforhold og operationen blive så vellykket som muligt. På operationsstuen vil du være vågen i starten, mens forberedelserne til operationen foregår. Når operationen skal starte bliver du fuldbedøvet med medicin givet ind i en kanyle i hånden. Narkosepersonale vil fuldbedøve dig under hele operationen. Derefter vækker vi dig igen, og kører dig i seng til observationsstuen, hvor du skal være i et par timer, inden du kan tage hjem.
Du må ikke selv køre hjem, og du skal sørge for, at der er voksne personer sammen med dig resten af dagen, hvis du skulle blive utilpas. Før operationen får du tbl paracetamol 1 g, samt et gigtpræparat, hvis ikke du har maveproblemer. Samtidig med fuldbedøvelsen indsprøjtes lokalbedøvelse i ankelleddet, således at smerterne efter operationen vil være minimale.
Efter operationen
Efter operationen må du umiddelbart støtte på benet. Når du er tilstrækkelig vågen, vil kirurgen fortælle dig om, hvad der blev fundet ved operation, og hvad der er gjort. Herefter kan du tage hjem, men du skal have en nært tilknyttet person til at hente dig og være hos dig det første døgn.
De første dage efter operationen vil der ofte være hævelse af ankelen og lette til moderate smerter. Disse smerter kan lindres ved indtagelse af 1-2 tabletter Panodil. Efter 2-3 dage kan du reducere forbindingen og såfremt sårene er tørre må du tage brusebad.
Det vil ikke altid være nødvendigt at du ses til kontrol på privathospitalet. Kirurgen vil efter operationen orientere dig om du skal komme til kontrol her eller du skal kontrolleres hos din egen praktiserende læge.
Du skal skåne/aflaste benet ca. 8-10 dage. Lad være med at gå eller stå for længe. Hold benet i ro og gerne højt.
Du bør i de første par dage efter operationen tage tbl. paracetamol 1 g hver 6. time (Pamol, Panodil, Pinex), samt evt. et gigtpræparat, som tbl Ibumetin 400 mg hver 6. time.
Ofte har du behov for et par krykkestokke de første par dage. Dem kan du låne hos os. Du må køre bil, når du har normal førlighed i benet, og kan føre bil på fuldt betryggende måde.
Du skal regne med sygemelding i ca. 14 dage. Hvis der er foretaget supplerende operationer, kan der behøves længere sygemelding. Efter en almindelig kikkertoperation kan du stille og roligt starte med sport, når ankelen er smertefri og uden hævelse.