Skade på indvendige menisk, hvor en såkaldt flap-læsion kommer i klemme mellem ledfladerne.

Hvornår er kikkertundersøgelse i knæet nødvendigt?

Ved lidelser i knæleddet vil det ofte være nødvendigt at gennemføre en kikkertundersøgelse (artroskopi).
Ved artroskopien vil man altid sikre, at knæets hulrum bliver efterset og beskrevet. Hvis der påvises beskadigelser, som kan behandles umiddelbart kan dette foregå med det samme. Det kan være fjernelse af beskadiget menisk, syning af menisk, fjernelse af irriteret slimhinde eller slimhindefold, fjernelse af mus eller tilsvarende.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Du skal møde fastende (ingen morgenmad på operarationsdagen, gerne et glas vand, saft, the, kaffe, evt med sukker, men ikke mælk). Du bør undlade rygning dagen før og på selve operationsdagen. Der må ikke ikke være sår på knæet, da dette giver risiko for at bakterier føres ind i knæet. Hvis du derfor opdager sår på benet, beder vi dig ringe til hospitalet. Ligeledes vil en eventuel forkølelse øge risiko ved bedøvelse, hvorfor du, hvis du bliver forkølet skal kontakte os.
Når du ankommer til Kollund Privathospital, vil du blive hentet i venteværelset. Du bliver undersøgt af narkoselægen og af kirurgen, der sikrer, at bedøvelse og operation kan foregå så sikkert som muligt, og du får lejlighed til at stille spørgsmål både vedrørende bedøvelsen og operationen.
Artroskopien foregår i fuld bedøvelse eller i lokalbedøvelse, og varer ca. ½ time. Der laves 2 eller flere små huller til knæleddet, hvorigennem kikkert og små instrumenter indføres, og hele seancen overføres til fjernsyn, så kirurgen kan se, hvad han/hun laver. Det kan være nødvendigt at lave flere små huller for at kunne komme ind i alle knæets kroge. Små revner i menisk eller brusk fjernes med små tænger eller motoriseret saks, og skylles væk. Større skader kan sømmes med små plasticsøm eller syes med tråde som indføres i knæleddet via specialinstrumenter. Efterfølgende skal menisken gro sammen, hvilket tager ca. 3-6 måneder. I denne periode er der en øget risiko for fornyet meniskskade svarende til det syede område. De små plasicsøm forsvinder igen efter 6-12 måneder.

Bedøvelse

Kikkertoperation foretages oftest under fuld bedøvelse. På operationsstuen vil du være vågen i starten, mens forberedelserne til operationen foregår. Når operationen skal starte, bliver du fuldbedøvet med medicin, givet ind i en kanyle i hånden. Narkosepersonale vil fuldbedøve dig under hele operationen, som typisk varer ½ time. Derefter vækker vi dig igen, og kører dig i seng til observationsstuen, hvor du skal være i et par timer, inden du kan tage hjem. Du må ikke selv køre hjem, og du skal sørge for, at der er voksne personer sammen med dig resten af dagen, hvis du skulle blive utilpas.
Før operationen får du tbl paracetamol 1 g, samt et gigtpræparat, hvis ikke du har maveproblemer. Samtidig med fuldbedøvelsen indsprøjtes lokalbedøvelse i knæleddet, således at smerterne efter operationen vil være minimale.
Efter operationen må man umiddelbart støtte på benet uden knæledsbandage. Dog vil eventuel syning af menisken kræve bandage nogle uger, og du vil derfor få udleveret en speciel information.
Når du er tilstrækkelig vågen vil kirurgen fortælle dig om, hvad der blev fundet ved operation, og hvad der er gjort. Herefter kan du tage hjem, idet du skal have en nært tilknyttet person til at hente dig, og være hos dig det første døgn.
De første dage efter operationen vil der ofte være hævelse af knæet og lette til moderate smerter. Disse smerter kan lindresved indtagelse af 1- 2 tabletter Panodil. Efter 2-3 dage kan du reducere forbindingen og såfremt sårene er tørre må du tage brusebad.
Hullerne til knæet er oftest lukket med små plastre, og dem kan du selv fjerne efter ca. 8 dage. Hvis vi har anvendt tråde, skal disse fjernes efter ca. 10 dage.
Der kan både optræde hævelse i knæet og smerter efter operationen. Hævelse vil normalt fortage sig i løbet af få dage og kræver normalt ingen behandling. Du vil ved udskrivelsen få udleveret nogle smertestillende tabletter til det første døgn og evt. samtidig få en recept på gigtmedicin til yderligere nogle dage.
Hvor længe vil jeg være sygemeldt? Efter hjemkomst fra operationen anbefaler vi, at du undgår at overbelaste det opererede ben. De første par dage efter operationen må du gerne ligge med benet højt en del af tiden og også gerne anvende afkøling med is. Du må meget gerne gå på benet, men hvis der opstår ubehag, bør du respektere dette og hvile benet.
Du skal regne med sygemelding i 7 – 14 dage. Hvis menisken er syet eller stiftet, må du regne med op til 4 ugers sygemelding – specielt hvis du har hårdt knæbelastende arbejde
Du må køre bil, når du har normal førlighed i benet, og kan føre bil på fuldt betrykkende måde. Hvis menisken kun klippes til, kan du stille og roligt starte med sport, når knæet er smertefrit og uden hævelse. Når menisken er fikseret skal der gå 3-4 måneder før du genoptager løb og tilsvarende sport, men 6-8 måneder før du genoptager sport med drejemoment (fodbold, håndbold etc.)

Kontrol

Det vil som regel ikke være nødvendigt at du ses til kontrol i hos os. Kirurgen vil efter operationen orientere dig om du skal komme til kontrol eller du skal kontrolleres hos din egen praktiserende læge.
Lettere “komplikationer” som smerter eller hævelse i knæet optræder relativt ofte. Bliver symptomerne voldsomme, vil vi bede dig kontakte os på telefon 74 30 11 30 eller kontakte egen læge eller skadestuen for en vurdering.
Sværere komplikationer forekommer, men meget sjælden. Det kan dreje sig om infektion i operationsområderne (rødme, svære smerter, hævelse og feber). Denne komplikation er ekstremt sjælden, med skulle det indtræffe, er det vigtigt, at du kommer under hurtig behandling. Du bør med det samme kontakte os på tlf. 74 30 11 30 eller søge din praktiserende læge eller skadestuen.