I Danmark har du, som patient, krav på god og professionel hospitalsbehandling uden unødig ventetid. Som led i det har du, under visse omstændigheder, ret til behandling under det udvidede frie sygehusvalg.
Det udvidede frie sygehusvalg betyder, at du kan vælge at blive behandlet på Privathospitalet Kollund, hvis det offentlige sundhedsvæsen ikke kan:
- Give dig en diagnose eller undersøgelse (f.eks. MR-scanning) inden for 30 dage eller
- Overholde behandlingsgarantien på 1 måned (30 dage) eller
- Ikke kan behandle dig som aftalt – dvs. hvis du bliver aflyst til en behandling eller operation
Er det tilfældet ? Så kan du kontakte den regionale visitation og bede om at blive flyttet (omvisiteret) – læs mere her…..
Aftaler
Privathospitalet Kollund har indgået aftale med de Danske Regioner om behandling af patienter under det udvidede frie sygehusvalg.
Vi er derfor både medspiller, supplement og et alternativ til det offentlige sundhedsvæsen, som vi har et godt og nært samarbejde med.
Du kan se hvilke aftaler Privathospitalet Kollund har med Danske Regioner på www.sygehusvalg.dk
Patientkontorer
Spørgsmål vedr. henvisning til privathospitaler under det udvidede frie valg skal rettes til et patientkontor i den region, du har bopæl i. Telefonnumre til patientkontorerne finder du på www.sum.dk
På patientkontorerne kan du få yderligere information om det udvidede frie sygehusvalg og retten til behandling på privathospital og i udlandet. Du kan også få vejledning og hjælp til at benytte disse muligheder.
Du kan læse mere om patientrettigheder og behandlingsgaranti på ministeriets hjemmeside: www.sum.dk
Maksimale ventetider
Patienter, hvor regionens læge vurderer, at der er tale om en alvorlig sygdom har ret til at vælge forundersøgelse og behandling på et privat hospital, hvis ventetiden i det offentlige sygehusvæsen overstiger henholdsvis 2 uger for forundersøgelser og 1 måned for behandling.
Privathospitalet Kollund kan foretage følgende forundersøgelser som led i udredningen for alvorlig sygdom:
- Kikkertundersøgelser
- MR scanninger
- Udtagelse af vævsprøver
Maximale ventetider betyder for kræftpatienter
- at den maksimale ventetid for forundersøgelse er 2 uger fra den dag hospitalet har modtaget lægens henvisning
- at en eventuel operation skal foretages indenfor 2 uger efter at du som patient har samtykket til den behandling som hospitalet har informeret dig om er mulig i forhold til din sygdom og behandlingsmulighed.
De maksimale ventetider er ikke en garanti for behandling inden for de maksimale ventetider, men beskriver en pligt for regionen og i sidste ende Sundhedsstyrelsen til at sikre, at alle behandlingstilbud nationalt og internationalt er afsøgt, så patienten, så vidt muligt, kan modtage behandling inden for fristen.
Yderligere oplysninger om maximale ventetider i forhold til alvorlige sygdomme kan hentes på www.sundhed.dk, om behandlingssteder på www.sygehusvalg.dk eller du kan altid henvende dig til patientkontoret i den region du tilhører.
Nyheder Sådan bliver man patient Sundhedsforsikring Sygeforsikringen Danmark Frit Sygehusvalg Patient på PHK Behandlingsforløb Om Ventetider Relevante links