Forundersøgelsen
Valget af protese-type kan kun ske ved en konsultation hos en plastikkirurg. Ved en grundig gennemgang af din anatomi, brystudseende og mængden af brystvæv, samt dine egne informationer, vil du blive informeret om forskellige typer implantater, gel-indhold, form og størrelse og vil blive vejledt om netop det implantat der passer til dig. Du kan også afprøve forskellige størrelser før det kirurgiske indgreb. Det endelige resultat afhænger dog ikke kun af typen og størrelsen af implantatet men også af kropstype, helingsevne og kirurgens rutine.
Husk at du er velkommen til at tage en pårørende eller bekendt med til forundersøgelse, indlæggelse og kontroller. Du får både mundtligt og skriftlig information om operation, komplikationer og efterforløb.
Operationsteknik
De tre mest almindelige steder at indføre implantatet er via folden under brystet, hvor der lægges et lille snit. Man kan også lægge implantatet ind gennem det pigmenterede område ved selve brystvorten fra kl. 3-9. En god adgang, hvis der samtidigt er behov for et lille brystløft. Sidste mulighed er anlæggelse gennem armhulen. Denne metode kan ikke anbefales når man bruger texturede implantater, da det øger risikoen for betændelse.
Implantatet kan placeres oven på brystmusklen og under brystkirtlen(subglandulært) eller placeres enten delvis eller helt under brystmusklen. Det afhænger af hvor meget brystvæv du har.
Operationen foregår i fuld narkose. Operationstiden er 1-2 timer og foretages som sammedagskirurgi, dvs. man bliver udskrevet senere på operationsdagen.
Forberedelse
2 uger før operationen:
Undgå medicin, som indeholder som indeholder acetylsalicylsyre, E-vitamin, Q 10, fiskeolie og levertran fra 2 uger før og 1 uge efter operationen, da dette kan give øget blødningstendens. Rygning er ikke tilladt 6 uger før og 3 uger efter operationen jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger, da det giver forsinket sårheling med risiko for grimme ar samt mangedoblet risiko for betændelse. Når man har besluttet sig for implantater, skal man i det hele taget overveje rygestop, da man ved, at rygning øger risikoen for kapseldannelse.
Har du sår eller bumser i nærheden af det område, der skal opereres, kan operationen ikke foretages, da risikoen for infektion er stor. Du skal i så fald kontakte Privathospitalet Kollund så hurtigt som muligt før operationen.
Se i øvrigt separat information vedrørende risici og komplikationer ved brystforstørrende operation samt information omkring implantater.
24 timer før operationen:
Du må ikke drikke alkohol de sidste 24 timer før operationen.
På operationsdagen
Du skal møde fastende (læs mere om fasteregler) og bliver modtaget i receptionen af personale, der anviser en sengestue. Herefter kommer anæstesilægen og kirurgen. Vi gennemgår planen mhp. på implantat-størrelse, adgang samt placering endvidere mundtligt information om komplikationer samt forløb og der svares på spørgsmål. Der tages fotodokumentation samt operationsoptegning.
Under operationen lægges der langtidsvirkende lokalbedøvelse, der dæmper smerterne efter operationen. Evt. lægges der dræn, der skal fjerne overskydende vævsvæske. Begge kan som regel fjernes dagen efter, afhængig af hvordan det går. Du bliver udskrevet samme dag, hvor du også får udleveret vores visitkort så du kan kontakte os ved spørgsmål.
Smerter
Har du brug for smertestillende, anbefaler vi Panodil, Ibumetin el. lign. smertestillende medicin. Ved behov kan der medgives stærkere medicin med hjem efter aftale og mundtlig information.
Du vil føle ømhed og smerter i brystmuskulaturen og ofte kan det ene bryst smerte mere end det andet, hvilket er naturligt.
Forbinding
Over sårene sættes der plaster-strips. Endvidere bliver der lagt en let forbinding og du får en special-BH. Du bør anvende denne eller lignende BH både dag og nat de første 2-3 mdr. indtil implantaterne “sætter sig”. Vi anbefaler at du bruger papirplaster, der skiftes ved behov, over arrene i yderligere 3 mdr., for at få pæne ar. Plastrene holder på arret og dermed opnår man en hurtigere opheling og pænere ar. Plastre kan købes på apoteket.
Trådfjernelse/Kontrol
Du bliver syet med en tråd der sidder indvendigt i huden og som opløser sig selv. Der aftales kontrol efter 6 mdr. samt efter behov. Der tages fotodokumentation.
Efter operationen
Undgå store skulderbevægelser i 6 uger efter operationen.
Du må ikke ligge på siden i de første 3 uger. Armene bør ikke løftes til over hjerteniveau op til 6 uger efter operationen. Ingen fysisk anstrengelse i 2 mdr. Derefter gradvis normalisering af dine vanlige aktiviteter inkl. løb, sport og anden fysisk aktivitet. Du må ikke tage direkte sol eller solarium i de følgende 3 mdr., da det kan give misfarvning i arrene. Der kan evt. gå længere tid afhængig af arrenes udseende. Man bør ikke massere implantaterne, da det kan give irritation i vævet, der så igen kan give kapseldannelse. Samtidig hæmmer det fastsættelsen af implantaterne.
Det er normalt at have smerter i op til 1 uge. Men får du feber, rødme, hævelse eller tiltagende smerter, skal du kontakte Privathospitalet.
Plastik- og Kosmetisk Kirurgi Almene forholdsregler Information og samtykke Bryst Brystforstørrende operation Udskiftning af brystimplantat Brystløft Brystreduktion Brystrekonstruktion Gynækomasti Ansigt Øvre øjenlåg Stritører Arkorrektion Fedtsugning Overskydende hud på maven Overskydende hud på armen Overskydende hud på låret Hudforandringer Kosmetisk Behandling Plastikkirurgisk team